Prins Vincent stak af fra far: Så meget hurtigere var han
Der er vist ingen tvivl om, at prins Vincent har arvet sin fars forkærlighed for løb.
Det viste den 13-årige prins under gårsdagens Royal Run, hvor han imponerede med sine hurtige ben.
Allerede tidligt på dagen spåede kong Frederik, at hans tid ville blive slået af yngstesønnen – og rigtigt nok. Da de senere på dagen løb 10 km-ruten sammen i København, stak sprinter-prinsen af fra sin far.
Ifølge Royal Run passerede kong Frederik målstregen efter 56 minutter og 39 sekunder, og her var Vincent allerede kommet ind. Prinsen klarede nemlig 10 km på ca. 47 minutter.
En superflot præstation, som da også blev anerkendt af farmand med et stort kram.
– Det er skønt at blive slået af sin yngre generation, udtalte kong Frederik stolt til den fremmødte presse.
Også tidligere på dagen vakte Vincent opsigt, da han klarede One Mile (1,6 km) på ca. 6 minutter. Samme distance løb kongen i Fredericia, hvor det tog ham 8 minutter og 47 sekunder at komme i mål.