26. maj. 2024
Af Karina Didriksen

Kollegernes reaktion kom bag på Laura Drasbæk, da hun skulle filme en scene med sin søn

Laura Drasbæk i "Sommerdahl".
Laura Drasbæk i "Sommerdahl".
Foto: Henrik Petit/TV 2
Laura Drasbæk har spillet sammen med sin yngste søn, Vilfred, i sæson 5 af krimiserien ”Sommerdahl”.

Da Laura Drasbæk sidste år skulle optage sæson 5 af ”Sommerdahl”, fik hun selskab af sin yngste søn på settet.

Hendes 19-årige søn Vilfred Carey Drasbæk havde nemlig landet en lille rolle i afsnit 3 og 4.

Her spiller han modellen Daniel, som bliver slået ihjel på stranden.

Det er et mord, som Laura Drasbæks karakter, kriminalteknikeren Marianne, skal være med til at opklare sammen med Dan Sommerdahl.

Afsnit 3 blev sendt sidste søndag på TV 2 Charlie, og her så man en dyster scene mellem Laura Drasbæk og hendes søn.

- Jeg finder ham jo død på stranden. Der ligger han og er død med helt blå læber, fortæller Laura Drasbæk til BILLED-BLADET.

Hun morer sig over, hvordan hendes kolleger reagerede på scenen mellem mor og søn.

- Det er sjovt, for der var flere, som sagde ”ej, er det ikke lidt uhyggeligt?”. Det syntes jeg overhovedet ikke, men det kunne det lige så godt have været, siger Laura Drasbæk og tilføjer med et grin:

- Jeg syntes bare, at det var vildt sjovt, og min søn kunne sagtens holde masken. Men han skulle jo også bare spille død!

Vilfred Carey Drasbæk er også med i afsnit 4 af ”Sommerdahl”, hvor mordet på hans karakter bliver opklaret.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-05-16/20231121-MR-Napoleon-018-1ggf.jpg
Laura Drasbæk med sønnen Vilfred.
Foto: Mikael Rieck

Læs mere om: