Dronning Margrethes maleri var på auktion, men ingen ville byde prisen
Dronning Margrethe har gennem mange år været en populær regent, og ved siden af sine officielle pligter har hun gennem mange år også passet og plejet sine kunstneriske hobbyer.
Dronning Margrethe har for eksempel malet mange malerier, og onsdag var et af hendes kunstværker under hammeren hos Svendborg Auktionerne.
Det var vurderet til 250.000 kroner, men det lykkedes ikke at få det solgt.
- Maleriet opnåede simpelthen ikke minimumsprisen under auktionen. Sådan er det, når man har dyre ting med, så er der også høje mindstepriser, fortæller Martin B. Nielsen, der er direktør hos auktionshuset, til Fyns Amts Avis.
Det er ifølge avisen første gang, at Svendborg Auktionerne har et af dronning Margrethes oliemalerier til salg.
Værket er skabt tilbage i 1987, og det er signeret ”M87”. Det måler 54x65 centimeter.
Ifølge Fyns Amts Avis er maleriet nu sendt tilbage til ejeren, som ifølge Martin B. Nielsen ikke vil prøve sig med en auktion igen lige foreløbig.
Dronning Margrethes maleri, der ikke blev solgt på auktion i denne omgang, kan ses herunder: