Kirsten Lehfeldt overraskede: Dukkede op i turban til kendisbryllup
Intet var overladt til tilfældighederne, da Karsten Bach og Torben Pedersen i weekenden blev gift. Flere end 200 gæster var inviteret i dagens anledning, og iblandt dem var der også en række kendte navne.
For eksempel var Kirsten Lehfeldt blandt de inviterede. For tiden kan man se eller gense hende på TV 2 i tv-serien ”Minkavlerne”, men det var i et noget andet look end det fra serien, hun ankom til vielsen, der fandt sted i Hellig Kors Kirke på Nørrebro.
Dresscoden til kendisbrylluppet var galla – det vil sige kjole og hvidt for herrerne og balkjoler med diadem for damerne.
Kirsten Lehfeldt så utrolig smuk ud i sin sart rosa og skinnende kjole, der bestod af en kropsnær kjole og et stort slag udover prydet med Swarovski-krystaller, der er designet i New York til Bach Copenhagen.
Dertil bar skuespilleren massevis af smykker, og en turbanlignende hovedbeklædning, der matchede kjolen.
- De er to meget kreative og vidunderlige mennesker. Det er pragtfuldt at komme i deres butik, fordi der er sådan en god stemning derinde. De er kærlige og omsorgsfulde og bare godt selskab, sagde Kirsten Lehfeldt om brudeparret, der har den eksklusive mode- og livsstilsbutik Bach Copenhagen.