Har undret sig over det: Mark Stokholm dristede sig til at spørge Ulla Terkelsen i Aftenshowet
Der var fine gæster, da Mark Stokholm var vært på ”Aftenshowet” torsdag på DR1.
Ved bordet i studiet bød han seerne velkommen med gæster som Ulla Terkelsen og Helle Thorning-Schmidt omkring sig.
Han havde inviteret TV 2-korrespondenten i studiet, fordi hun er forfatter på bogen ”I min tid”, der er Ulla Terkelsens seneste bog i rækken.
Mark Stokholm pegede på en række nedslag i Ulla Terkelsen lange karriere som journalist, lige som at han også skulle have hende til at færdiggøre en række sætninger.
Men til sidst i interviewet faldt snakken på noget, der længe har undret tv-værten ved Ulla Terkelsen, og som en seer også ønskede at få svar på.
- Hvorfor er det, at du altid står med siden til, når du er igennem på fjernsynet?, spørger Mark Stokholm.
- Det er, fordi jeg har lært at lave fjernsyn på de britiske øer. Der siger de: ”Left shoulder or right shoulder”. De siger, at du altid skal sådan. Hvis du står sådan (mere forfra red.), er det som om du skal have taget et pasbillede eller have et kryds i panden for at skyde dig, fortæller hun i DR-programmet og vender sig mod Helle Thorning-Schmidt:
- Når jeg taler med dig, sidder jeg jo også på sned. Sådan står man altid i den angelsaksiske verden, når man laver fjernsyn. Altså med siden til.
Snakken faldt også på noget, der helt sikkert kendetegner Ulla Terkelsen.
Nemlig hendes tørklæder.
Hun understregede, at hun ofte bærer dem, fordi der tit er koldt de steder, hun er, når hun sender direkte tv.