Dronning Margrethe og prinsesse Benedikte besøger familieslot i Sverige: Dukker den svenske kongefamilie mon op?
Tirsdag er der dømt søster-tur i Sverige, når dronning Margrethe og prinsesse Benedikte tager turen over sundet for at besøge familieslottet Sofiero.
Slottet, hvor deres mor, dronning Ingrid, brugte sine barndomssomre, har de seneste år gennemgået en renovering, og nu kan slottet genåbne. Og her vil prinsesse Benedikte og dronning Margrethe altså kaste kongelig glans over dagen.
Spørgsmålet er så, om de vil få selskab af deres slægtning fra den svenske kongefamilie.
Sofiero tilhørte den svenske kongefamilie i mere end 100 år, hvor det var en elsket sommerresidens. Det var indtil 1973, hvor slottet overgik til Helsingborg Kommune, efter kong Gustaf 6. Adolf havde testamenteret det bort.
Trods den familiære sammenhæng ser det dog ikke ud til, at kongefamilie lægger vejen forbi og tilslutter sig deres danske familiemedlemmer.
Ifølge den kongelige kalender har størstedelen af familien planer i Stockholm. Kongeparret skal deltage i Early Music Festival i Stockholm, mens kronprinsesse Victoria er til stede under Astrid Lindgren Memorial Award, og prins Carl Philip og prinsesse Sofia er til møde i Project Playground.
Selv om det ikke ser ud til, at den svenske kongefamilie er til stede, så skal dronning Margrethe og prinsesse Benedikte alligevel mødes med et familiemedlem i Sverige.
Det kunne BILLED-BLADET afsløre i sidste uge.
Det er deres fætter greve Michael Bernadotte, arkitekt og søn af dronning Ingrids bror, Sigvard Bernadotte, som også vil være til stede under genåbningen.
Efter mange år som kongelig residens er slottet Sofiero i dag åbent for gæster, og særligt slotsparken med de store rododendroner er en stor attraktion.