Dronning Margrethe har kun brugt det privat: Nu kan alle se det
De seneste 52 år har dronning Margrethe kun brugt det privat. Men nu pryder et særligt monogram kongehusets hjemmeside.
Det sker i forbindelse med en nyhed om, at dronningen har modtaget en ærespris. Men det er ikke kun i den anledning, at vi får monogrammet med de to svajende M’er at se. Dronningen har angiveligt besluttet, at det fremover vil være det monogram, der skal være hendes kendetegn.
I sin regeringsperiode var det et stort ’M’ med et ’2’-tal og et ’R’, der kunne ses på alt fra skilderhuse til medaljer og på officielle dokumenter. De to første symboler siger formentlig sig selv, og ’R’ står for Regina – den latinske betegnelse for (regerende) dronning.
Efter tronskiftet har dronningen altså valgt, at det ville være mere passende med et andet monogram, og hun har derfor fundet et frem fra ’gemmerne’.
Monogrammet med de svajende M’er er nemlig ikke nyt, men det som dronning Margrethe brugte som prinsesse og tronfølger.
Selv om vi ikke har set det offentligt i flere årtier, har dronningen brugt det privat. Det har primært været i private korrespondancer.