Sofie Lassen-Kahlke har fundet den bedste kur
De fleste kender det fænomen, at tankerne farer rundt i hovedet.
Og selv om stress er en alvorlig diagnose, man ikke skal bruge i flæng, kan det godt få en til at føle sig en smule stresset.
Den følelse kender Sofie Lassen-Kahlke, der nu har fundet den bedste kur.
Jonatan og Tvebak
Kuren er ganske enkelt at læse højt. En ingrediens til denne stressdæmpende kur er, for Sofie Lassen-Kahlke bogen ”Brødrene Løvehjerte” af Astrid Lindgren.
”Den bedste kur mod hverdagsstress i hovedet er højtlæsning af den her, fandt jeg ud af i går aftes.
Når man læser højt om Jonatan og Tvebak, så synes alle hverdagens problemer (ikke verdens) pludselig fuldstændig ligegyldige.”, skriver hun i et opslag på Instagram.
Nomineret til pris
Sofie Lassen-Kahlke kan selv skrive forfatter på sit cv. Hun har nemlig udgivet debutromanen ”Adams Æbler”, der i marts var nomineret i kategorien ”Årets Lydbog” ved Mofibos Awards Show i Vega.
Sofie vandt ikke prisen, men sagde inden prisuddelingen til BILLED-BLADET:
- Det er ret vildt, og jeg er så glad og stolt. Det er jo min første bog, og jeg synes, det er fornemt bare at være nomineret.
Hun forsikrede også, at hun var i gang med en ny bog, samt at det er meget lystbetonet for hende at skrive.
- Med tre børn, er jeg selvfølgelig nødt til at lave en struktur for, hvornår jeg skriver, præciserede forfatteren, der er mor til Alfred på 13, Agnes på ni og Liva på fire.