De var helt tæt på prins Joachim: Nu deler de billeder og ord på hans fødselsdag
I september sidste år rykkede prins Joachim teltpælene op og flyttede til Washington D.C. Og det blev samtidig et farvel til byernes by Paris og de gode kolleger på ambassaden.
For før prinsen landede jobbet som forsvarsindustriattaché på den danske ambassade i USA, arbejdede han som forsvarsattaché i den franske hovedstad. Og det kan mærkes, at han her har gjort et stort indtryk.
I hvert fald var de gamle kolleger i Paris nogle af de første til at ønske prinsens tillykke med fødselsdagen.
Fredag fylder prins Joachim 55 år, og på ambassadens Instagram har kollegerne delt en række billeder af ham, hvortil de skriver:
”Hans Kongelige Højhed Prins Joachim fejrer i dag sin 55-års fødselsdag. Vi ønsker ham tillykke med fødselsdagen! Tillykke med fødselsdagen fra Paris-holdet!”
Også på kongehusets sociale medier fejrer de prinsen, hvor de har delt et portræt af prinsen.
Det er endnu uvist, hvordan prins Joachim fejrer dagen – men mon ikke prinsesse Marie og børnene er med til at gøre dagen præcis som den skal være.