Kongeparret måtte aflyse besøg: Nu er strejken på Færøerne slut
Tidligere på ugen måtte kongeparret aflyse et planlagt officielt besøg på Færøerne grundet en langvarig strejke.
Besøget var ellers planlagt fra den 12. til den 14. juni, men blev grundet situationen på Færøerne ændret:
– Som følge af den aktuelle situation med strejke på Færøerne er første del af Kongeparrets planlagte rigsfællesskabstogt udsat, lød det onsdag fra kongehuset.
Nu er der så nyt om strejken, som har varet siden 13. maj.
Ifølge det færøske medie KVF er de fem fagforeninger og arbejdsgiverne, der har ligget i strid, nået til enighed og har underskrevet to overenskomster.
Dermed er strejken slut, og færingerne kan se frem til at vende tilbage til hverdagen.
Strejken har blandt andet medført, at supermarkedshylderne stod tomme, fordi der ikke kunne blive leveret varer, ligesom børn ikke kunne komme i institution, fordi der ikke blev gjort rent.
Kongehuset har i skrivende stund endnu ikke meldt ud, hvornår besøget til Færøerne finder sted, efter det blev udsat.