Peter Kofod afslører forlovelse: Skal giftes i prins Joachims tidligere hjem
Det vrimler med politikere på Bornholm i disse dage, og blandt de mange der deltager i Folkemødet er Dansk Folkepartis Peter Kofod.
Han nyder tiden på solskinsøen sammen med kæresten Josephine, som han nu kan kalde for sin forlovede. Det afslørede han, da Se og Hør mødte ham.
Den 34-årige politiker har nemlig friet til kæresten, der også er mor til hans ti måneder gamle datter, og parret har store planer for brylluppet, der skal finde sted næste forår.
De drømmer nemlig om at holde bryllupsfest på Schackenborg Slot.
- Når man skal giftes med en prinsesse, så skal man jo have et slot. Josephine fortjener et rigtig prinsessebryllup, siger Peter Kofod til ugebladet.
Parret bor i Haderslev, som ligger en timers kørsel fra Schackenborg Slot i Møgeltønder.
I 1978 overtog den kongelige familie slottet, hvor prins Joachim gennem en årrække har boet med sin familie, indtil de i 2014 rykkede til Nordsjælland. Det var også på det sønderjyske slot, at han og prinsesse Marie i 2008 holdt bryllupsfest.
I dag ejes og drives Schackenborg Slot af Schackenborg Fonden, der er stiftet af blandt andre prins Joachim, der sammen med prinsesse Marie er protektor for fonden.