Mellem excentriske looks og vilde hatte: Prins Philippos dukker uventet op til kongeligt højdepunkt
Tirsdag lød startskuddet til den britiske high society-sommer.
Det gjorde det med hestevæddeløbet Royal Ascot, der hvert år samler kongelige og godtfolk – og i år også en græsk-dansk prins og hans frue.
Det ikoniske hestevæddeløb er kendt for at være et af årets kongelige højdepunkter, og flere fra den britiske kongefamilie har de seneste dage indfundet sig langs væddeløbsbanen. Heriblandt kong Charles, dronning Camilla, prinsesse Anne og Zara Tindall.
Desuden er Royal Ascot lig med excentriske looks og spektakulære hatte, og i dette særsyn dukkede prins Philippos op med sin hustru, prinsesse Nina.
Det er bestemt ikke hvert år, at prinsen deltager. Og derfor var det både uventet og glædeligt, at han i år valgte at kigge forbi.
Det var dog ikke utænkeligt, at Philippos ville slutte sig til sin britiske familie.
Selv om prinsen og prinsessen efter sigende bor i New York, voksede Philippos op i London, hvor familien boede i eksil, efter hans far, græske kong Konstantin, blev afsat i 1973. Det og de nære slægtsbånd har betydet, at den græske kongefamilie er tætte med den britiske kongefamilie.
Philippos, der er søn af kong Konstantin og danskfødte dronning Anne-Marie, har også titlen af dansk prins. Dette skyldes, at han er direkte efterkommer af Christian 9.s søn prins Vilhelm, som i 1863 blev konge af Grækenland under navnet Georg 1.