Romantikken blomstrer: Sygeplejeskolen-kendis Thue Ersted Rasmussen er blevet gift
I TV 2’s hitserie ”Sygeplejeskolen” har han fundet kærligheden i sygeplejersken Lis Sommer.
Men i virkeligheden er det Katrine Lynggaard, der har vundet Thue Ersted Rasmussens hjerte.
Og nu har parret sagt ja til hinanden.
På Instagram afslører skuespilleren bag dr. Friis, at han er blevet gift.
"For knap to uger siden sagde kvinden i mit liv JA til et liv med mig og så havde vi verdens fedeste bryllup," skriver han i opslaget til en række billeder, som BILLED-BLADET har fået tilladelse til at dele.
Billederne viser, at brylluppet, der fandt sted den 8. juni, blev holdt i bedste festival-stil på Bogensholmlejren ved Ebeltoft. Og de nygifte var omgivet af venner, familie og kendte skuespillere, som gjorde dagen uforglemmelig.
Heriblandt viser billederne, at både Lars Mikkelsen, Thor Støvelbæk og Kenneth M. Christensen deltog.
Tidligere har Thue Ersted Rasmussen fortalt til BILLED-BLADET, hvordan han mødte sin Katrine:
- Vi var på en date i starten af corona, og der fandt vi lynhurtigt ud af, at vi kunne godt sammen. Og så har vi været sammen siden. Det er dejligt, når man finder en, hvor man tænker, at det er permanent, fortalte skuespilleren og tilføjede:
- Hun er teknoantropolog, så hun laver noget helt andet end mig. Men heldigvis har hun også et godt øje for skuespil og hjælper mig tit, når jeg laver videoer til mine ansøgninger. Så er det tit Katrine, som spiller sammen med mig, og det er hun rigtig god til.
Parret bor på Nørrebro, og sidste år blev de forældre til sønnen Hugo, som også var med, da forældrene sagde ja til hinanden.