21. jun. 2024
Af Maria Hoang

En uge inden officielt besøg: Kong Frederik og dronning Mary sender særlig hilsen

Kong Frederik og dronning Mary. 
Kong Frederik og dronning Mary.
Foto: Lars Horn
Om lidt over en uge tager kongeparret på officielt besøg i Grønland, og allerede nu tager de forskud på det forestående besøg.

Lørdag den 29. juni indleder kong Frederik og dronning Mary deres officielle besøg i Grønland.

Og her – lidt over en uge inden besøget – afslører kongeparret, at de glæder sig til deres forestående Grønlandstur.

På Instagram markerer kongeparret, at Grønland i dag fejrer nationaldag, og de benytter anledningen til at sende en hilsen til det grønlandske folk, ligesom de peger frem mod deres besøg i næste uge.

– Grønland fejrer i dag nationaldag. I den anledning sender vi de hjerteligste hilsner til det grønlandske folk, indleder kongeparret i et opslag og fortsætter:

– Vi har begge uforglemmelige minder fra Grønland, og vi glæder os til om en uge at genbesøge det smukke land og den gæstfrie befolkning.

Til teksten er delt en række fotos, hvor Frederik og Mary er i Grønland.

Et af billederne viser en hundeslædetur, mens de to andre viser kongen og dronningen pakket godt ind i varmt tøj midt i den kolde, men smukke grønlandske natur.

Læs mere om: