Afslørede det på scenen: Så kort tid havde Lone Rødbroe til at blive klar til Tivolirevyen
De seneste dage har været turbulente for Tivolirevyen, der har været nødt til at sadle om med kort varsel.
Søndag blev det meddelt, at dagens to forestillinger blev aflyst som følge af sygdom, og på daværende tidspunkt var man ikke klar over, om man ville blive klar til næste forestilling, der skulle spilles onsdag.
Onsdag formiddag var der godt nyt fra Tivolis pressechef, der oplyste, at man var klar til aftenens forestilling, men få timer senere var meldingen en anden: Sygdom gjorde, at man alligevel ikke kunne gennemføre forestillingen.
Torsdag oplyste Tivolis pressechef Torben Plank så, at det var Lisbet Dahl, der på grund af sygdom måtte holde en pause fra Tivolirevyen, og at man havde fundet en afløser i form af Lone Rødbroe, der debuterede i revyen torsdag aften.
Indledningsvis gik medinstruktør på revyen, Martin Miehe-Renard, på scenen og fortalte, at Lone Rødbroe blev tilbudt rollen dagen før klokken 14, og at hun stod klar til at øve i Tivoli allerede klokken 15. Hun havde derfor kun omkring et døgn til at lære en hel revy udenad, og Martin Miehe-Renard bad derfor publikum om at være overbærende med hende.
Trods den korte forberedelsestid klarede Lone Rødbroe opgaven med bravur, og efterfølgende modtog hun stor applaus fra publikum.
55-årige Lone Rødbroe er vant til at spille revy og har netop kunnet opleves i Århus Revyen. Tidligere på året kunne man også se hende i ”Badehotellet”, hvor hun spillede Tulle Thøgersen.
Tivolirevyen spiller frem til 14. juli. Lone Rødbroe spiller med i revyen, indtil Lisbet Dahl er rask igen, oplyser Tivoli.