Iben Hjejle kunne ikke holde tårerne tilbage: Stemmen knækkede, da hun nævnte dem
Den 51-årige skuespiller Iben Hjejle blev pludselig hovedperson ved årets Reumert.
Det skete, da hun blev udråbt som vinder af ”Årets Hovedrolle” for sin rolle i forestillingen ”Lægen” på Folketeatret.
Iben Hjejle var meget berørt, da hun kom op på scenen i Odeon for at fremføre sin takketale.
- Tak Folketeatret. En helt fantastisk arbejdsplads med vanvittigt dygtige og kompetente ansatte hele vejen rundt, lød det fra Iben Hjejle på scenen.
Senere i talen sendte hun en tak til skuespillerne, hun delte scene med, og da knækkede hendes stemme.
- Tak til mine formidable kolleger! Sammen med jer har jeg for alvor mærket, hvor vigtigt det er at vi ser hinanden i øjnene og lægger ører til vores medmennesker og har ægte dybe samtaler i stedet for skrig og skrål og tastaturkrig, sagde hun.
Iben Hjejle var tydeligt rørt og måtte et par gange standse lidt op, selv om hun var underlagt reglen om, at en takketale maksimalt måtte vare et minut.
Hun sluttede sin takketale af med at takke dem, der står hendes hjerte nærmest.
Nemlig hendes kæreste Claus Bindslev, men også hendes børn samt nærmeste venner.