1. jul. 2024
Af Christinna Braun

Kongeparret i Grønland med tvillingerne: Det laver Christian og Isabella imens

Kronprins Christian og prinsesse Isabella. 
Kronprins Christian og prinsesse Isabella.
Foto: Hanne Juul
Kronprins Christian og prinsesse Isabella er blevet hjemme, mens kongeparret er taget til Grønland med tvillingerne.

Fra 29. juni til 6. juli er kong Frederik og dronning Mary på deres første officielle besøg i Grønland som kongepar.

Som en dejlig overraskelse har kong Frederik og dronning Mary deres to yngste børn, tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine, med til Grønland.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-07-01/20240630-163623-L-7545x5030ma.jpg
Kong Frederik og dronning Mary har tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine med til Grønland 2024.
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Dermed er kongeparrets to ældste børn, 18-årige kronprins Christian og 17-årige prinsesse Isabella, alene hjemme.

Og det valg er ikke så mærkeligt, fortæller BILLED-BLADETs hofreporter og kongehusekspert Ulrik Ulriksen.

- Kronprins Christian og prinsesse Isabella er sikkert blevet hjemme, fordi de har taget hul på en helt speciel sommerferie med flere private arrangementer, fortæller Ulrik Ulriksen og lægger bl.a. vægt på, at kronprinsen blev student fra Ordrup Gymnasium mandag den 24. juni.

- Christian har jo med garanti været til et par store studenterfester i kølvandet på dimissionen i Ordruphallen (i fredags, red.), og de næste dag byder helt sikkert på flere fester. Derfor er det oplagt, at det er årsagen til hans fravær i Grønland, siger Ulrik Ulriksen og fortsætter:

- Sådan en studentertid oplever man jo kun én gang.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-07-01/20240624_HAN8350.jpg
Kronprins Christian blev student den 24. juni, hvor han blevet fejret af hele familien.
Foto: Hanne Juul

Prinsesse Isabella, 17, begynder i 2.g på Øregaard Gymnasium efter sommerferien.

- Med hensyn til prinsesse Isabella så har hun også flere venner, der er blevet studenter denne sommer, og mon ikke hun er inviteret til en del fester også, siger BILLED-BLADETs hofreporter.

- Det er første gang, at vi sådan helt tydeligt kan se, at kongeparrets to ældste børn går deres egne veje med private sommerferieplaner, men det er jo en helt naturlig udvikling. Christian er fyldt 18, og Isabella er 17, så derfor har de vel nok selv fået lov til at bestemme, hvad de vil i begyndelsen af sommerferien. Og formentlig har de altså ønsket at bruge den med deres venner, hvilket man godt kan forstå, når man har den alder, griner hofreporteren.

- Denne sommer vil jo især for Christian være helt speciel. Det er den sidste sommerferie, før han for alvor tager hul på voksenlivet med alt, hvad der dertil hører af spændende udfordringer, slutter Ulrik Ulriksen af.

Læs mere om: