A'hva?! Bachelorette-Sofie flytter sammen med Andreas W
Det er fire måneder siden, optagelserne til "Bachelorette" sluttede.
Sofie og Daniel fik hinanden og red imod solnedgangen sammen.
Men om de stadig er sammen, kan man måske blive lidt i tvivl om, når man hører om Sofies fremtidsplaner:
– Jeg har sagt min lejlighed op og flytter til København. Jeg flytter sammen med Andreas W, fortæller hun til BILLED-BLADET.
Andreas W. var en af de sidste fire gutter, der var tilbage i "Bachelorette".
I tirsdagens afsnit fik han at vide, at han altså ikke ville få flere roser af Sofie.
Forholdet er vokset
Vel hjemme i Danmark er deres forhold vokset.
Begge bor indtil videre i Aalborg.
Men nu rykker de altså til hovedstaden – sammen!
– W. og jeg er blevet så gode venner, så det føles meget naturligt. Han har også opsagt sin lejlighed i Aalborg, og vi ville ikke flytte ind med nogen, vi ikke kendte, så nu finder vi noget sammen, fortæller Sofie og slår altså dermed fast, at deres forhold ikke er romantisk.
Sofie har venner og veninder i København, og hun har planer om at færdiggøre sin uddannelse international virksomhedskommunikation i København.
– Jeg tog orlov fra min bachelor, fordi det blev for meget. Jeg kunne ikke så godt udskyde "Bachelorette", så jeg tog orlov og skal starte op til foråret, hvor jeg skal skrive min bachelor. Den kan jeg skrive hjemmefra, siger hun.
Sofie er altså ikke kærester med Andreas W., men om hun stadig er sammen med Daniel, må vi vente med at se, når Petra Nagel samler de medvirkende i et reunionafsnit tirsdag d. 9. juli.