Dronning Mary og prinsesse Josephine i samme dunjakke: Lånte de den mon af hinanden?
Termometeret sneg sig ikke over 5 grader, da dronning Mary, kong Frederik og tvillingerne prinsesse Josephine og prins Vincent ankom til Sisimiut.
Og det kunne ses på kongefamiliens påklædning.
Prinsesse Josephine var klædt i sin mors frakke, som prinsesse Isabella tidligere har lånt. Nedenunder kunne man ane en grå dunjakke.
Ifølge Royal Fashion Police er den fra det japanske mærke Uniqlo.
Senere samme dag kunne dronning Mary spottes i en jakke magen til. Om det var præcis den samme melder historien ikke noget om.
Sikkert og vist er det dog, at prinsesse Josephine ikke var med dronning Mary, da hun besøgte Grønlands nationale handicapcenter Pissassarfi. Det var her, dronningen havde dunjakken på under sin lange uldvest fra Arma.
Derfor kan det sagtens tænkes, at mor og datter har lånt jakken af hinanden, så de ikke kom til at fryse.