Sandra Tofts OL-drøm brast tre gange: Kæresten hjalp hende tilbage på toppen
Den danske landsholdskeeper Sandra Toft har mange slutrunder på cv’et med landsholdet. Hun har blandt andet været med til at vinde VM-bronze og EM-sølv.
Men hun havde aldrig fået sin helt store OL-drøm opfyldt.
Faktisk missede hun OL hele tre gange, og skuffelsen havde nær kostet hende karrieren.
Det fortæller Sandra Toft i DR-dokumentarserien ”OL-atleterne”, hvor DR går tæt på nogle af de danske OL-atleter frem mod OL i Paris 2024.
– Der i 19 i Japan (VM i Japan 2019 red.), føler jeg, var min karrieres største lavpunkt på, hvor ondt det gjorde, siger Sandra Toft i dokumentaren.
Det var ikke kun på banen, at det hele ramlede for målvogteren. Også uden for banen gik Sandra Toft igennem en svær periode.
– Da jeg havde det værst, overvejede jeg, om jeg skulle fortsætte i landsholdstrøjen, og om det nu også var det værd, lyder det.
Men samtidig var hendes kærlighed til håndbolden for stor til, at hun kunne stoppe.
– Det var derinde, jeg fungerede og var glad, så snart håndboldkampen sluttede, så blev det noget møg, fortæller landsholdskeeperen.
Sandra Toft fortæller i dokumentaren, at hendes liv i dag har taget en 180 graders drejning. Hun har kæmpet sig ud af den dårlige periode takket være sin kæreste Emil Kaufmann, som hun fandt på det helt rigtige tidspunkt.
Han har fået hende til at åbne op omkring det, der er svært, og som hun aldrig har turdet tale om. Det har haft stor betydning for hendes håndboldspil, men også for hendes mentale helbred. Hun er glad for, at han bakker op om hendes drøm.
Sandra Toft får nu sin store drøm opfyldt, når hun i disse dage går på banen under OL i Paris.