Stine Bjerre fortæller om drømmekjolen: Pludselig var den der
I weekenden var der kærlighedsfest på Kragerup Gods på Vestsjælland.
Her blev Stine Bjerre Mortensen og Casper U. Mortensen gift i spektakulære omgivelser og i gode venners selskab.
På Instagram fortæller den 42-årige TV 2-journalist nu mere om den drøm af en brudekjole, som hun var iført på sin store dag.
– Jeg vidste ikke præcis, hvad jeg gik efter, da jeg indledte jagten på min brudekjole. Jeg besøgte tre forretninger og prøvede alle mulige modeller og typer, før den lige pludseligt var der: En sammensætning af to forskellige kjoler, skriver Stine Bjerre Mortensen på Instagram, hvor hun også viser, at brudekjolen består af to dele.
På et af Instagram-billederne hænger brudekjolens dele nemlig klar i en dørkarm på Kragerup Gods, og her kan man se, at kjolen, som er fra Fuhrmanns Brudekjoler, består af en korsagetop, hvortil der er sat et stort, brusende tylskørt.
– Jeg følte mig så smuk og tilpas, skriver hun om sine kjole.