9. jul. 2024
Af Christinna Braun

Kunne være endt fatalt for Alexia og Carlos: Alt om bådulykken, som næsten forhindrede brylluppet

Prinsesse Alexia og Carlos Morales Quintana.
Prinsesse Alexia og Carlos Morales Quintana.
Foto: Hanne Juul
Kun en måned før deres bryllup var prinsesse Alexia og hendes forlovede Carlos i en voldsom bådulykke. Nogen må have holdt en hånd over dem, for nu – 25 år senere – kan de fejre sølvbryllup.

Alt var klappet og klar til det store og eventyrlige bryllup, der skulle stå i St. Sophia-katedralen i London den 9. juli 1999.

Her ville kong Konstantin og dronning Anne-Maries ældste datter, prinsesse Alexia, sige ja til sin elskede Carlos for øjnene af omkring 960 inviterede.

Kun fire uger før brylluppet kunne det hele dog have været slut.

Prinsesse Alexia og hendes forlovede Carlos Morales Quintana, som begge er erfarne sejlere, blev sejlet ned under en kapsejlads i Barcelona.

Ulykken skete, da parret – som var ombord på en godt 15 meter lang sejlbåd – blev ramt af en endnu større sejlbåd frontalt og med høj fart.

Sammenstødet var så kraftigt, at Carlos Morales Quintana blev slynget over bord, og prinsesse Alexia blev kastet rundt på båden.

Mens Carlos Morales Quintana slog sit knæ voldsomt, brækkede prinsesse Alexia kravebenet af det voldsomme fald.

De blev begge hurtigt sejlet i land og kom med ambulance til Quiron klinikken i Barcelona.

Heldigvis slap de med en flækket knæskal, et brækket kraveben og deres livs chok.

De ”milde” skader gjorde, at både prinsesse Alexia og Carlos Morales Quintana var overbeviste om, at de – med ro og hvile – sagtens kunne gennemføre brylluppet en måned senere.

Og det var lige præcis, hvad de gjorde.

Brylluppet stod i St. Sophia-katedralen, som er en græsk-ortodoks kirke, den 9. juli 1999 som planlagt.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-07-08/BB-0000003337.jpg
Kong Konstantin, prinsesse Alexia, Carlos Morales Quintana og dronning Anne-Marie ved brylluppet i 1999.
Foto: Hanne Juul

Dermed kan parret fejre sølvbryllup den 9. juli 2024.

Læs mere om frieriet og prinsesse Alexia og Carlos Morales Quintanas liv herunder.

Læs mere om: