28. jul. 2024
Af Jon Bloch Skipper / Redigeret af Malan Joensen

En læser undrer sig: Betaler de kongelige skat?

Prins Vincent, prinsesse Josephine, kong Frederk, dronning Mary, kronprins Christian, dronning Margrethe og prinsesse Isabella
Prins Vincent, prinsesse Josephine, kong Frederk, dronning Mary, kronprins Christian, dronning Margrethe og prinsesse Isabella.
Foto: Hanne Juul
I BILLED-BLADETs kongelige brevkasse kan du hver uge læse interessante spørgsmål og svar om alt inden for den royale verden.

Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.

Kære kongelige brevkasse
Jeg synes, at jeg har læst, at de kongelige ikke betaler skat. Kan det virkelig passe?
På forhånd tak
Ove

Kære Ove
Hvis du interesserer dig for den royale økonomi, foreslår jeg, at du læser Kongehusets årsrapporter, der offentliggøres på www.kongehuset.dk. I den seneste fra 2023 står der: "Medlemmer af den kongelige familie, som modtager årpenge, skal ikke betale indkomstskat, registreringsafgift og grøn ejerafgift. Det følger af Kildeskatteloven, Registreringsafgiftsloven og Brændstofforbrugsloven. Den kongelige familie er underlagt almindelige regler for betaling af bo- og arveafgifter samt ejendomsskatter. Der ydes refusion af moms. Refusionen er årligt begrænset til en procentdel af statsydelsen svarende til den gældende momssats". Jeg kan også anbefale udgivelsen "Offentlige udgifter i kongehuset i 2009", som Statsministeriet publicerede i 2010, og som redegjorde for de udgifter, de forskellige ministerområder havde afholdt i relation til Kongehuset året forinden. Dengang var konklusionen, "at de samlede offentlige udgifter til Kongehuset i 2009 var 342,2 mio. kr. Det omfatter både de direkte udgifter (finanslovsbevillingerne under §§ 1 og 2) og de indirekte udgifter, dvs. ministeriernes udgifter til ydelser til støtte for Kongehuset". Hvordan det tal ser ud her 15 år senere, tør jeg ikke gætte på.
Venligst
Jon Bloch Skipper

Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.

Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.

Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).

Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".

Læs mere om: