Har du undret dig? Derfor ved TV 2’s Tour de France-kommentatorer så meget om etaperne
Når TV 2 sender Tour de France, bliver der ikke udelukkende talt cykling i alle timer af etapen.
Kommentator Dennis Ritter er ikke bleg for at komme ind på et monument, en ruin, et slot eller noget helt fjerde, når det ruller hen over skærmen.
Men hvordan ved de egentlig, hvad de taler om?
Det har TV 2-kommentatorerne tidligere fortalt til BILLED-BLADET, for det kræver noget af en forberedelse at have styr på det.
Heldigvis får de inden Tour de France en smule hjælp.
Før hvert cykelløb er der nemlig lavet en bog, der i folkemunde kaldes for ”biblen”.
I den står ALT, der er at vide om den enkelte etape herunder monumenter, som rytterne kommer forbi, eller smukke bygninger, som bliver filmet undervejs.
Der kan være mellem 30 og 50 sider om hver af de 21 etaper, der køres i Tour de France, som kommentatorerne skal læse op på, hvis de skal have styr på det hele.
Heldigvis er det da også muligt at bruge den som opslagsværk, hvis nu det hele ikke sidder på nethinden.
Når TV 2 sender Tour de France i år, er kommentatorboksen optaget af Dennis Ritter, der enten har selskab af eksperterne Emil Vinjebo, Christian Moberg eller Trine Schmidt.
Kort før det franske cykelløbs start, meldte TV 2 ud, at Rolf Sørensen var nødt til at trække sig fra dækningen som følge af hjerteproblemer.
Derfor har TV 2 kaldt Trine Schmidt ind, der lige som Rolf Sørensen er tidligere cykelrytter. Hun har tidligere kommenteret løb for kanalen.
Følger man med i kanalens dækning af Tour de France er Rolf Sørensen alligevel lidt med, for når kommentatorerne giver deres bud på en etapevinder, melder den tidligere kommentator altså også ind med sit bud.
TV 2 sender de resterende etaper af Tour de France resten af ugen, hvor løbet slutter søndag den 21. juli.