Sarah Grünewald åbnede op om sårbart emne i Aftenshowet - så væltede beskederne ind
I løbet af sommeren har "Aftenshowet" besøg af forskellige kendte gæsteværter, og i går var det Sarah Grünewalds tur.
Tv-værten, der især er kendt fra "Vild med dans", lyttede mest med, da der blev snakket om Donald Trump og ferie uden børn, men i slutningen af programmet kom hun i fokus.
For som gæstevært i "Aftenshowet" har man mulighed for at vælge et emne, og her havde Sarah Grünewald valgt, at der skulle være fokus på ADHD - og at få diagnosen som voksen kvinde.
I december fik hun selv diagnosen, og i mandagens "Aftenshowet" åbnede hun op for, hvordan hendes ADHD er kommet til udtryk - og hvad det har betydet, at hun nu har fået en diagnose og får medicin.
Efterfølgende er det strømmet ind med reaktioner og beskeder fra folk, der roser tv-værten for at åbne op, mens andre skriver, at de fuldstændig kan genkende det, hun fortæller om, fra deres eget liv.
I en story på Instagram fortæller Sarah Grünewald, at hun tirsdag morgen er vågnet op til en indbakke, der er proppet med kærlighed og lange beskeder fra folk, der fortæller om deres egen erfaring med ADHD og ADD.