Albert Harson og Jenna Bagge overrasker med bryllup: Her er deres nye efternavn
Det er noget af en kærlighedshistorie.
Lørdag den 20. juli satte Jenna Bagge og Albert Harson prikken over i’et, da de gav hinanden deres ja ved en vielse på Københavns Rådhus.
Parret blev viet foran deres nærmest heriblandt vennerne Mille Funk, Asta Björk, Morten Kjeldgaard, Frederik Haun og Sebastian Bull.
Det nygifte par luftede allerede lørdag morgen, at der var en særlig dag, hvor deres – ellers overraskende – bryllup fandt sted.
Parret har delt glimt fra den store dag i deres story på Instagram.
Det er også her, at Jenna Bagge har røbet, at hun og Albert Harson efter vielsen har fået nye efternavne.
Det fremgår af hendes story, som forsvinder på Instagram efter 24 timer.
Her har hun delt et billede af sig selv og Albert Harson, hvor hun skriver ”Mr and mrs August Harson”.
Dermed må man formode, at både Jenna Bagge og Albert Harson nu hedder henholdsvis Jenna August Harson og Albert August Harson.
Parret mødte hinanden, da de i 2020 dansede sammen i TV 2-hittet ”Vild med dans”. De blev dog først kærester i tiden efter programmet, hvilket de bekræftede i sommeren 2021.
Tidligere på året kunne de så løfte sløret for en lykkelig nyhed nemlig at de venter deres første barn.
Og nu kan de altså også kalde sig nygifte.