Får vi prins Joachim og prinsesse Marie at se ved OL? Særligt én ting tyder på det
Flere kongelige har meldt deres ankomst, når OL går løs i Frankrig senere på ugen.
Heriblandt melder det svenske kongehus, at kong Carl Gustaf og dronning Silvia rejser til Paris, mens også norske kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit har meldt deres ankomst.
Uvist er det endnu, hvorvidt de danske kongelige rejser mod De Olympiske Lege – men mon ikke?
For nylig delte kongehuset nyheden om, at kong Frederik de seneste måneder har besøgt de danske atleter og overværet dem komme i OL-form. Så mon ikke kongen også kommer til at følge dem i Frankrig?
Og måske han får selskab af brormand og svigerinde?
Prins Joachim og prinsesse Marie bor til daglig i USA, men i øjeblikket nyder de sommeren på Château de Cayx ved den franske provinsby Cahors – og altså på OL-breddegrader.
Så man kan da håbe, at de lægger vejen forbi Paris og de andre franske byer, hvor legene udspiller sig de kommende uger.
Prins Joachim og prinsesse Marie holder hvert år ferie på det franske vinslot, og ofte falder det sammen med grev Felix fødselsdag.
Det gør det også i år. Og mandag har kongehuset offentliggjort et billede af fødselaren med sine søskende, hvor de bekræfter, at familien er samlet på Château de Cayx i disse dage.