24. jul. 2024
Af Sofie Nymand

Efter udenlandsrejse med familien: Nu er kong Frederik hjemme igen – for en kort bemærkning

Kong Frederik og dronning Mary
Kong Frederik og dronning Mary
Foto: Hanne Juul
Kongen er tilbage i Danmark. Det er dog kun for en kort stund. Meget kort.

Kong Frederik er hjemme igen efter en privat ferie i udlandet.

Efter sommeropholdet på Gråsten Slot, hvor kongeparret tog del i det store familietræf, rejste de i sidste uge udenlands med deres to yngste børn, men nu er kongen altså tilbage i Danmark.

Det afslører kongehusets kalender.

Mens kong Frederik har været udenlands, har kronprins Christian taget over som regent, hvilket har fremgået af kalenderen.

Men hvor kronprinsen stod anført som regent fra lørdag til tirsdag, er der ingen oplysninger om en stedfortræder for onsdag, og dette betyder, at kongen nu er tilbage i landet.

Det er dog kun for en kort bemærkning.

Torsdag går turen endnu en gang udenlands – denne gang til Frankrig, hvor kongeparret skal overvære De Olympiske Lege og deltage i arrangementer i forbindelse sportsbegivenheder.

Det er endnu uvist, hvem der tager over for kongen, mens han er i Frankrig. Ligesom det ikke er blevet meldt ud, hvor kongeparret har ferieret de seneste dage.

Læs mere om: