Efter flere år: Betroet chef tæt på dronning Mary stopper
Efter fem år som kommunikationschef hos Mary Fonden stopper Bodil Liv Holm i sin betroede stilling, hvor hun har arbejdet tæt sammen med dronning Mary.
På et opslag på LinkedIn, som BILLED-BLADET har fået lov at citere fra, skriver Bodil Liv Holm, at hun har fået et nyt spændende job, som hun starter i den 1. september.
"Jeg kan kun give mine varmeste anbefalinger med til jobbet, jeg selv har haft i præcis fem år. Vigtige sager og gode dygtige mennesker hele vejen rundt.", skriver Bodil Liv Holm endvidere.
Den kommende kommunikationschef kommer ligeledes til at arbejde tæt sammen med dronning Mary, kan man læse i Mary Fondens jobopslag (Link fjernet)
"Mary Fonden søger en kommunikationschef, som har lyst til at sætte retning for fondens eksterne kommunikation i tæt samarbejde med fondens øvrige ledelse og kommunikationsteamet. Vi har i de seneste år løftet kommunikationsindsatsen til nye højder – og vores ambitioner fortsætter. Som ny kommunikationschef er du med til at drive og videreudvikle både team og indsats, så vi kan skabe yderligere opmærksomhed om fondens indsatsområder: mobning og trivsel, vold i hjemmet og ensomhed.
Du bliver leder af et kommunikationsteam, som består af tre dygtige medarbejdere og en student, og du refererer til direktør Helle Østergaard", lyder det blandt andet i Mary Fondens jobopslag.