Sinéad O'Connor blev kun 56 år: Et år senere er dødsårsagen offentliggjort
Den irske sangerinde Sinéad O'Connor gik bort den 26. juli 2023. Hun blev blot 56 år gammel.
Et år senere er den officielle dødsårsag blevet offentliggjort, og det bekræfter, at sangerinden døde af naturlige årsager.
Det skriver Irish Independent, som har fået adgang til den officielle dødsattest.
Sinéad O'Connor døde som følge af Kronisk Obstruktiv Lungesygdom, der også er kendt som KOL, samt astma.
Det tragiske dødsfald blev bekræftet for et år siden af sangerindens familie.
- Det er med stor sorg, at vi fortæller, at vores elskede Sinéad er gået bort. Hendes familie og venner er knuste, og anmoder derfor om ro og privatliv i denne meget svære tid, udtalte familien til Irish Times.
Sinéad O'Connor blev især kendt for hittet "Nothing Compares 2 U" fra 1990, og blev betragtet som yderst kontroversiel på grund af sin aktivisme.
Sangerinden var desuden meget åben om sårbare emner, såsom sine udfordringer med sit mentale helbred.
I 2022 mistede den irske stjerne sin søn, Shane, på tragisk vis. Han blev blot 17 år.
Sinéad O'Connor efterlod sig børnene Jake, Roisin og Yeshua.