Thomas Arnoldsen er landsholdets nye playmaker: Her er hans kendte onkel
OL i Paris er den første slutrunde for håndboldherrernes Thomas Arnoldsen, og noget tyder på, at den 22-årige Aalborg-spiller får en stor rolle.
I første kamp mod Frankrig scorede han tre mål, og til dagens kamp mod Egypten starter han inde på bekostning af rutinerede Mikkel Hansen.
Danskerne skal dermed til at vænne sig til et nyt håndboldnavn, men mens Thomas Arnoldsen står på tærsklen til sit folkelige gennembrud, er det en helt anden sag med hans onkel.
Det er nemlig musikeren Peter Sommer, der har lavet mange store hits både solo, i duoen "De Eneste To" med Simon Kvamm samt medvirket i "Toppen af Poppen".
Og der er ingen tvivl om, at Peter Sommer hepper på sin nevø, hvis fulde navn er Thomas Sommer Arnoldsen, under OL.
Da Thomas Arnoldsen sidste år fik landsholdsdebut, hyldede Peter Sommer sin nevø på Facebook, hvor han blandt andet skrev, at han tudede af stolthed, da Arnoldsen scorede det sidste af i alt syv mål.