Anderledes brev til brevkassen: Personlig relation til kongefamilien
Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.
Kære kongelige brevkasse
Jeg har kendt grevinde Sussie fra barnsben, da jeg boede hos hendes morfar og mormor. Jeg var kæreste med hendes storebror, Erling. Hun havde også en lillebror, Dion. Både Erling og Dion sejlede. Hendes far arbejdede på Tuborg og moren var syerske.
Med venlig hilsen
K. Busk
Kære K. Busk
Tak for din henvendelse. Selv om den ikke rummer et spørgsmål, er den velkommen i disse spalter, for det er altid sjovt at høre om en læsers personlige relation til eller oplevelser med den kongelige familie - eller i dette tilfælde dens udvidede slægt. Jeg har ikke været i stand til at finde nagelfaste oplysninger om grevinde Sussie af Rosenborgs brødre, Erling og Dion, og de er kun nævnt enkelte steder.
Det samme gælder hendes forældre, Frits Walter og Ruth Pedersen, som omtales som hhv. fabriksarbejder og syerske. Sussie blev født på Østerbro i København den 20. februar 1950 og hed dengang Pedersen til efternavn, men tog senere moderens fødenavn, Hjorhøy. Hun uddannede sig til advokatsekretær og siden jurist og arbejdede som sådan igennem mange år. Hun blev grevinde, da hun giftede sig med grev Ingolf af Rosenborg på Rådhuset i Egtved den 7. marts 1998, og parret har været sammen lige siden. De mødte hinanden omkring årsskiftet1995/96 - i øvrigt i forbindelse med afviklingen af hans mors dødsbo.
Greven og grevinden, der ikke har børn, boede i mange år på godset Egeland ved Øster Starup mellem Kolding og Vejle, som den landbrugsuddannede greve selv drev. Sidste år valgte de dog at sælge godset og flytte i et nybygget, moderne og ældrevenligt hus, kaldet Det Hvide Palæ, som ligger ganske tæt på det tidligere hjem.
Ingolf er, som de fleste vil vide, den ældste søn af arveprins Knud og arveprins Caroline-Mathilde. Han blev født på Sorgenfri Slot den 17. februar 1940 som prins til Danmark og var indtil ændringen af tronfølgeloven i 1953 sandsynlig arving til den danske trone.
Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.
Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.
Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).
Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".