4. aug. 2024
Af Jon Bloch Skipper / Redigeret af Lene Skriver Bak

Hvorfor fik prinsesse Elisabeth ikke apanage?

Prinsesse Elisabeth
Prinsesse Elisabeth.
Arkivfoto: Hanne Juul
I BILLED-BLADETs kongelige brevkasse kan du hver uge læse interessante spørgsmål og svar om alt inden for den royale verden.

Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.

Kære kongelige brevkasse Hvorforr fik prinsesse Elisabeth ikke apanage? Hun forblev prinsesse hele livet, mens Ingolf, der "kun" er greve, fik penge af staten.
Venlig hilsen
Anni

Kære Anni
En dansk prins eller prinsesse får ikke automatisk apanage eller "årpenge", som det mere korrekt hedder, fra staten. De økonomiske vilkår for monarken i hele "hans regeringstid" fastlægges ifølge Grundloven §10, stk. 1 ved lov, nærmere bestemt i den såkaldte "civillistelov". Grundlovens §11 anfører, at: "For medlemmer af det kongelige hus kan der bestemmes årpenge ved lov." Det er med andre ord Folketinget, der afgør, hvilke kongelige, der skal have en statslig ydelse og denne ydelses størrelse.

Som historiker Jes Fabricius Møller har anført i artiklen "Apanagen er ikke en selvfølge" i Kristeligt Dagblad i 2016, har der ikke været et fast mønster i lovgivernes tildeling af årpenge. Der har derimod været tale om "ad hoc-løsninger", som skulle passe til de situationer, der opstod.

Ved grundlovsændringen i 1953 blev det således besluttet, at arveprins Knud og hans ældste søn, Ingolf, skulle have årpenge som kompensation for de bristede successionsdrømme, "mens de to yngre søskende intet fik dog med den forsikring, at de i tilfælde af begge forældres død var forsørgede indtil det fyldte 21. år".

Prinsesse Elisabeth forsørgede sig i mange år som ansat i Udenrigsministeriet, mens grev Christian af Rosenborg tjente til livets ophold som officer i Søværnet.

Venligst
Jon Bloch Skipper

Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.

Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.

Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).

Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postboks 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".

Læs mere om: