31. jul. 2024
Af Majken Munk

Sød historie bag: Håndboldstjernen Emil Nielsen har privat opbakning til OL-kampene

Emil Nielsen
Emil Nielsen
Foto: Martin Høien
Håndboldstjernen Emil Nielsen har god opbakning, når han tørner ud for Danmark ved OL i Paris. På lægterne er blandt andre hans kæreste Sara.

Da Emil Nielsen gjorde sit indtog hos de danske håndboldherrer i januar, greb han i den grad chancen.

Den danske målmand blev lidt af en darling med sin flotte slutrundedebut.

Nu har han fået endnu en drøm opfyldt, da han debuterer til dette OL i Paris, hvor han allerede har spillet en del minutter.

Den 27-årige østjyde kan smile stort over, at han under OL-kampene har god opbakning på lægterne både i de indledende kampe, som spilles i Paris, men også i kvartfinalen, hvis Danmark kvalificerer sig dertil. Den sidste del spilles i Lille.

- Min kæreste kommer til Paris, og min familie kommer til Lille, hvis vi kommer så langt, som vi satser på, vi gør. Så har jeg nok også nogle venner, der kommer forbi Paris, fortalte Emil Nielsen til BILLED-BLADET under håndboldherrernes forberedelser til OL.

Faktisk er det lidt af en tradition, at Emil Nielsens forældre er med på tilskuerrækkerne, når de store kampe skal spilles.

Da han for sin klub FC Barcelona i foråret spillede Final 4 i Champions League, som han endte med at vinde med holdet, var forældrene også på lægterne.

Årsagen til, at kæresten Sara netop dukker op og støtter i Paris er, at både Emil Nielsen og kæresten har en fortid i Frankrig.

- Jeg har flere franske venner. Min kæreste Sara har også et netværk i Paris, for hun har selv boet der. Vi kender byen og vi kender sproget, fortalte Emil Nielsen, der tidligere spillede i den franske klub Nantes.

Emil Nielsen og kæresten Sara bor til dagligt i den spanske storby Barcelona.

Læs hele interviewet med den danske håndboldstjerne i denne uges BILLED-BLADET, der er på gaden torsdag den 1. august.

Læs mere om: