1. aug. 2024
Af Pelle Rigtrup

Jim Lyngvild jubler: Skal spise frokost med kongeparret

Jim Lyngvild og kongeparret.
Jim Lyngvild og kongeparret.
Foto: Jesper Sunesen, Indsat foto: Kaspar Wenstrup.
Jim Lyngvild er blandt de særligt indbudte til en frokost med kong Frederik og dronning Mary i forbindelse med deres sommertogt.

Kongeparret indleder den 19. august et sensommertogt med Dannebrog, hvor de vil besøge flere dele af landet.

Et af de steder, de skal besøge, er Assens Kommune, som får glæde af kong Frederik og dronning Mary den 21. august.

Her skal de blandt andet køre karet gennem Assens By og besøge en skole samt lokale virksomheder.

På programmet er også en frokost i Skovpavillonen for særligt indbudte gæster, der repræsenterer kommunen - og en af dem er et særdeles kendt ansigt.

Facebook afslører Jim Lyngvild nemlig, at han deltager i frokosten.

- Jeg er inviteret til frokost med kongeparret. Det glæder jeg mig usigeligt til. Jeg tjener mit land og min konge og dronning, og intet gør mig mere ydmyg og taknemmelig, skriver han.

Jim Lyngvild skriver desuden, at tre af hans virksomheder ligger i Assens Kommune, hvilket formentlig er årsagen til invitationen.

Læs mere om: