2. aug. 2024
Af Sofie Nymand

Billederne viser: Dronning Mary er hoppet med på OL-dille

Dronning Mary
Dronning Mary
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dronning Mary hopper med på OL-dille og slutter sig nu til kendisser som Caroline Wozniacki og rapperen Snoop Dogg.

OL 2024 er i fuld gang, og atleterne fra hele verden dyster i disse dage i alt fra svømning og tennis til atletik og fægtning. På sidelinjen – derimod – er der gået sport i at samle pins.

Under legene bytter, køber og får tilskuerne de forskellige OL-nåle. Og selv om det er en tradition, der går langt tilbage, er det nu mere populært end nogensinde.

I hvert fald kan man se, hvordan flere flasher de eftertragtede samlerobjekter, herunder Snoop Dogg og Caroline Wozniacki – og nu også dronning Mary.

Dronning Mary er i øjeblikket i Paris, hvor hun sammen med veninderne Malou Skeel og Helle Trolle tager rundt til de forskellige konkurrencer. Rundt om halsen har dronningen naturligvis sit adgangskort, og i keyhangeren kan man spotte de forskellige OL-pins, som Mary har erhvervet sig indtil videre.

Her ses det tydeligt, at dronningen har været en hyppig gæst ved dressur i Versailles, ligesom hun har siddet klar på lægterne, når både de danske håndboldherrer- og kvinder har indtaget banen. Og på keyhangeren pryder pins fra det internationale håndboldforbund og Fédération Equestre Internationale.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-08-02/Design-uden-navn-%2873%29.png
Dronning Mary under OL 2024. Øverst ses Australia Olympic Committee-pin, dernæst Fédération Equestre Internationale-pin og nederst en pin fra det internationale håndboldforbund (IHF).
Foto: Jesper Sunesen

Derudover kan man se en gylden nål med en kænguru og en emu fra Australia Olympic Committee, som den australskfødte dronning naturligvis også måtte have til samlingen.

Traditionen med at udveksle pins under legene går tilbage til det første OL i Athen i 1896, og det er udbredt blandt både publikum og atleter.

Og der er mange at føje til samlingen.

Det er nemlig alt fra de nationale olympiske komitéer til forbund og sponsorer, som har deres egne nåle. Og også flere atleter får lavet personaliserede pins, som de så uddeler til udvalgte personer. Blandt andre den amerikanske stjernegymnast Simone Biles, som har medbragt sine egne specialdesignede samlerobjekter, der må siges at være i høj kurs for tiden.

Hvor mange pins dronning Mary kan nå at få til samlingen, må tiden vise. Indtil videre fortsætter dronningen sit OL-eventyr med veninderne, og der går forlydender om, at hendes mand, kong Frederik, nu slutter sig til dem.

Hør mere om dronning Marys tur til Paris i BILLED-BLADETs podcast ”Har du set?” herunder:

Læs mere om: