Dronning Mary og prinsesse Benedikte kan ikke få armene ned: Endelig fik vi en olympisk medalje
Cathrine Laudrup-Dufour viste alle på ridestadion i Versailles, at hun er cool, når det gælder.
Cathrine sørgede med en flot finalepræstation for, at Danmark erobrede en sølvmedalje i holddressur-konkurrencen. Og det skabte kongelig jubel på tribunen.
Medaljetriumfen fik dronning Mary og prinsesse Benedikte til at juble på deres pladser ved ridebanen, hvor de indfandt sig tidligere på dagen.
Her har de selskab af Marys veninder Helle Trolle og Malou Skeel samt prinsessens hofdame grevinde Mette Ahlefeldt-Laurvig.
Dronning Mary har fulgt dressurkonkurrencen siden tirsdag, mens prinsesse Benedikte har haft sin første dag ved OL-ridebanen i dag.
Og hvilken dag! Danmarks dressurhold har vundet OL-sølv, og det blev fejret med det samme efter endt konkurrence af såvel rytterne som deres royale fans.
Senere lørdag får medaljevinderne mulighed for at fejre deres triumf lidt mere. Det bliver med en lille champagnefest på deres hotel.
Søndag afvikles den individuelle dressurkonkurrence, og her vil dronning Mary og prinsesse Benedikte formentlig være på VIP-pladserne igen for at se Cathrine Laudrup-Dufour gå efter en ny olympisk medalje.