Christian Borregaard måtte tage affære lige før tv-optagelser – men så fik han en lang næse
I efterhånden mange år har Sara Lygum og Christian Borregaard hjulpet danskere med at finde deres drømmehjem i ”Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed”, og TV 2-programmet er fortsat voldsomt populært hos seerne.
De to tv-værter har i årenes løb rejst Danmark rundt for at vise huse frem i tv-programmet, og det er ikke altid, det går lige efter planen.
Familie Journal har spurgt Sara Lygum, hvornår hun senest har grinet, og i den forbindelse mindes hun en sjov episode med kollegaen Christian Borregaard, der fik uhyre travlt, da han lidt i forvejen kom ud til en bolig, der skulle vises frem på tv.
- Når Christian Borregaard og jeg er på landevejen, morer vi os ofte over de sjove ting, vi oplever via vores arbejde. Engang ankom Christian for eksempel til et hus med kaos og rod i indkørslen. Af hensyn til tv-optagelsen gik han straks i gang med at rydde op og feje sammen med en af fotograferne, siger Sara Lygum til ugebladet og fortsætter historien:
- Men da resten af tv-holdet ankom, spurgte de undrende, hvad de havde gang i. De stod nemlig ved det forkerte hus! Det sjoveste er dog at forestille sig, hvordan husets beboere har set ud i ansigterne, da de kom hjem til en ren og ryddelig indkørsel, fortæller Sara Lygum om kollegaen, der formentlig har stået tilbage med en lidt lang næse.