Ærgerlig Susanne Breuning: Han slog mig på målstregen igen
Det var med smil og stor anerkendelse af sin kollega, 72-årige Susanne Breuning måtte konstatere, at 68-årige Henrik Koefoed endnu engang nappede ”Årets Dirch” lige foran næsen på hende.
De var begge – sammen med Farshad Kholgi fra Græsted Revyen – nominerede til ”Årets Dirch” – også kaldet ”Årets revykunstner” ved Revyernes Revy 4. august i teltet på Bakken.
Men det blev altså Henrik Koefoed, der løb med prisen og dermed æren og de 25.000 dejlige kroner fra Danske Hoteller.
- Det er anden gang, han gør det, lød det med et smil fra Susanne Breuning.
- Det var da ærgerligt. Selvfølgelig ville jeg da gerne have vundet, men jeg er stolt af at være nomineret, lød det fra Susanne Breuning, der pointerede, at det var fuldt fortjent, at prisen gik til hendes kollega.
- Han er dygtig, slog hun fast - og tilføjede med endnu et stort smil:
- Men det er jeg også.
Skønt at vinde
For fem år siden – i 2019 – var det også Henrik Koefoed, der løb med Årets Dirch.
I år var det hans præstation i Nykøbing Falster Revyen, der skaffede ham den fine pris-
Susanne Breuning var nomineret for sin medvirken i Revyen i Helsingør.
- Det er skønt at vinde, konstaterede Henrik Kofoed efter showet og tilføjede:
- Det er jo en kæmpe anerkendelse.
De vandt også
På den festlige aften i revytelet på Bakken blev der også uddelt Årets Ærespris. Den gik til Pernille Schrøder, der i år spiller i Cirkusrevyen, for hendes mangeårige indsats i genren.
-Jeg ahr vidst det et stykke tid, men det er bare så flot at få den pris, lød det fra den glade prisvinder.
Årets revy blev Rottefælden, der ejes af ægteparret Christine Astrid og Mikkel Schrøder, der selv er med i revyen.
Her er det glade vinderhold, fra venstre: kapelmester Jens Krøyer, Troels Malling, Christine Astrid, Jan Schou og Mikkel Schrøder.
Årets talentpris gik til Mikkel Becker Hilgart, der i år har spillet med i Tivolirevyen og blandt andet også er kendt fra tv-serien "Sygeplejeskolen".