Efter dejlige dage i Paris: Nu skal prinsesse Benedikte en tur i haven hjemme i Danmark
Prinsesse Benedikte har nydt et par meget begivenhedsrige dage i Paris, hvor hun har fulgt med i flere af konkurrencerne ved De Olympiske Lege.
Benedikte har set dressur ved Versailles, roning og så har prinsessen været en tur i håndboldhallen for at se de danske herrer vinde.
Desuden nåede prinsesse Benedikte at deltage som æresgæst i den officielle danske OL-reception i Maison du Danmark på Champs-Élysées i Paris.
Prinsesse Benedikte skal en tur i køkkenhaven
Nu er prinsessen hjemme i Danmark, hvor hun i dag er på officiel opgave et helt særligt sted, som har en stor betydning for hende og dronning Margrethe.
Prinsesse Benedikte overrækker legater fra I.P. Nielsen Fonden, og det sker i Den Kongelige Køkkenhave ved Graasten Slot her til formiddag.
Køkkenhaven er et meget populært sted for de lokale og for turister, og i løbet af sommerferien i Sønderjylland plejer Benedikte og dronning Margrethe altid at hygge sig i de grønne, fine omgivelser i haven, som dronning Ingrid i sin tid var hovedkraften bag.