Lasse Sjørslev skifter værtsjob: Det skal han lave nu
Lasse Sjørslev siger fra den 1. september farvel til TV 2’s ”Go’aften Live” for igen at vende tilbage til TV 2’s nyhedsafdeling, hvor han skal være vært på 18 News og 19 News. Derudover indtager han atter værtsstolen i ”Besserwisserne” på TV 2 News.
- Min orlov er nu forbi, og oprindeligt var det meningen, at den kun skulle vare ét år, mens jeg lavede ”Go’aften Live”, men det er næsten blevet til fire, fortæller Lasse Sjørslev til BILLED-BLADET.
- Jeg har valgt med hjertet og skal nu tilbage til det, som jeg kommer fra, og det jeg brænder for, nemlig nyhedsjournalistikken, ligesom ”Besserwisserne” er et program, som jeg har savnet. Derfor glæder jeg mig rigtigt meget, siger TV 2-værten.
- Jeg har været meget glad for at lave ”Go’aften Live”, og det har været sjovt at prøve at lave noget andet end nyheder, som jeg har gjort i mange år. Fremover kommer jeg også til at kunne tage vagter på programmet, hvis der skulle være brug for det, lyder det fra Lasse Sjørslev.