Viktor Axelsen må droppe det i år: Jeg er nødt til at tage den rigtige beslutning for mit helbred
Det har været en vild sommer for Viktor Axelsen, der for anden gang i træk vandt guld ved De Olympiske Lege.
Den flotte præstation har dog også haft sine konsekvenser.
Viktor Axelsen har nemlig presset sig selv så hårdt, at han nu er nødt til at give sig selv en pause.
Det betyder, at han melder afbud til Japan Open, som starter den 20. august.
Det oplyser Viktor Axelsen på mediet X.
- Jeg ville have elsket at spille i Japan i næste uge, men jeg pressede min krop og mit sind til det yderste op til, under og efter OL.
- Desværre er jeg ikke i stand til at komme mig i tide, og jeg bliver nødt til at tage den rigtige beslutning for mit helbred. Tak til jer alle for støtten og forståelsen, skriver badmintonspilleren, der vandt Japan Open i 2023.
OL-guldvinderen bliver dog ikke hjemme fra Japan på trods af afbuddet til turneringen.
Viktor Axelsen skriver på X, at han stadig rejser til landet for at hilse på sine fans.