For første gang: Nu udtaler Marius Borg Høiby sig om voldssigtelse
I sidste uge kom nyheden om, at den norske kronprinsesses ældste søn var blevet sigtet for vold og hærværk efter en hændelse i en lejlighed i Oslo.
Nu udtaler Marius Borg Høiby sig for første gang om sagen.
Det sker gennem hans advokat Øyvind Bratlien til NRK.
”Sidste weekend skete der noget, som aldrig burde være sket. Jeg begik legemsbeskadigelse og ødelagde genstande i en lejlighed i beruselse af alkohol og kokain efter et skænderi. Jeg har flere psykiske lidelser, som gør, at jeg gennem min opvækst og mit voksenliv har haft, og stadig har, udfordringer. Jeg har i længere tid kæmpet med misbrug, noget, jeg tidligere har været i behandling for. Jeg vil nu genoptage denne behandling og tage den meget seriøst.
Stofbrug og mine diagnoser undskylder ikke, hvad der skete i lejligheden på Frogner natten til søndag i sidste weekend. Jeg vil gerne tage ansvaret for det, jeg har gjort, og vil forklare mig sandfærdigt til politiet.
For mig er det vigtigste at sige undskyld til min kæreste. Hun fortjente hverken det, der skete den nat, eller det ekstreme pres fra både norsk og udenlandsk presse bagefter. At blive forfulgt af fotografer og journalister på et tidspunkt som dette, ved jeg, har været svært at håndtere.
Jeg vil også gerne undskylde over for min familie. Jeg ved, at mine handlinger i høj grad har smittet af på jer.
Så til dig, min elskede, jeg er ked af det. Dette burde aldrig være sket, og jeg tager det fulde ansvar for mine handlinger. Marius Borg Høiby.”