Midt i familiekrise: Her ser vi kronprins Haakon igen
Kronprins Haakon har ikke vist sig offentligt siden OL – efter det kom frem, at hans bonussøn Marius Borg Høiby erkender de anklager, der er mod ham om vold og hærværk.
Den 27-årige unge mand, der er søn af kronprinsesse Mette-Marit og hendes tidligere partner, Morten Borg, udtalte sig onsdag via sin advokat til det norske medie NRK.
I udtalelserne erkendte Marius Borg Høiby, at han har slået sin kæreste og raseret hendes lejlighed. Desuden fortalte kronprinsessens søn, at han var påvirket af alkohol og kokain under hændelsen, at han tidligere har været i behandling for misbrug og at han har kæmpet med psykiske problemer hele livet.
Kronprins Haakon udtalte sig kort om sagen, inden Marius Borg Høiby selv havde kommenteret på anklagerne, men siden han og kronprinsesse Mette-Marit kom hjem fra OL, hvor de blandt andet så de norske håndboldkvinder vinde guldmedaljer, har igen af dem vist sig offentligt.
Kronprins Haakon skal ifølge den officielle kalender på kongehusets hjemmeside ikke deltage i offentlige begivenheder før fredag den 23. august.
Her vil kronprinsen sammen med sin far, kong Harald, modtage den norske statsminister, Jonas Gahr Støre, i audiens kl. 10 og en time senere være til stede under det efterfølgende statsråd.
Kronprinsesse Mette-Marit har ingen offentlige programpunkter fastsat i skrivende stund.