Far til fire barnestjernen Dorte Bjørndal er død
I midten af 50’erne medvirkede Dorte Bjørndal i ”Far til fire på landet”, 1955, og ”Far til fire i byen”, 1956 som Hanne, der sammen med sin bror Kjeld, var legekammerater med ”Far til fire”-børnene.
I 1956 medvirkede hun desuden i filmen ”Flintesønnerne” efter Morten Korch romanen af samme navn.
I 1961 var Dorte Bjørndal tilbage i ”Far til fire med fuld musik”.Nu i rollen som Nina.
23. juli døde Dorte Bjørndal, 79 år gammel.
Det fremgår af Mindeportalen, der også viser en dødsannonce, der 14. august blev bragt i Ugeposten Gribskov.
Af denne fremgår, at der 15. august blev taget afsked med Lone Elise Karen Dorte Bjørndal, der døde 23. juli i Vejby og blev født 17. november 1944 i Gentofte.
Udøvende kunstner
I sit voksenliv medvirkede Dorte Bjørndal ifølge danskefilm.dk i flere reklamefilm og var desuden model hos blandt andet Fonnesbech.
Her fremgår det også, at hun fra 1990’erne var udøvende kunstner og blandt andet udstillede sine malerier på Trommen i Hørsholm, Tinghus Galleri i Fredensborg og Kulturhuset i Helsinge.
Mindehøjtideligheden for Dorte Bjørndal fandt sted i Vejby Kirke 15. august kl. 13.