Nu er det bekræftet: Disse kommer til prinsesse Märtha Louise og Durek Verretts bryllup
Brylluppet mellem den norske prinsesse Märtha Louise og hendes forlovede Durek Verrett er ved at nærme sig, og der har efterhånden været mange spekulationer omkring, hvem der mon deltager i prinsessebrylluppet.
Nu har norsk SE og HØR fået bekræftet, hvem der deltager i kærlighedsfesten 31. august.
Det gør blandt andre parrets nære ven kendisstylisten Jan Thomas og hans forlovede Harlem Alexander.
Derudover deltager en del af parrets venner, som de kender fra hesteverdenen.
Det gælder blandt andet springrytteren Geir Gulliksen, der er Märtha Louises tidligere træner. Han afslører, at han tager hele familien med og nævner, at der kommer flere fra hesteverdenen, men fortæller ikke, hvem det drejer sig om.
Desuden har Märtha Louises podcast-makkere Mari Menzetti og Lille Bendriss bekræftet, at de skal med til brylluppet. Sammen har de tre den ugentlige podcast ”HeartSmart”, hvor de har talt en del om det kommende bryllup.
Udover parrets hestevenner deltager også den amerikanske kunstner Margie Plus og den afrikanske prinsesse Keisha Omilana af Ipetu-Ijesha.
Tidligere har det svenske kongehus meddelt, at dronning Silvia og kong Carl Gustav ikke deltager. En person, som heller ikke kommer til brylluppet, er Marianne Behn, tidligere svigermor og børnenes bedstemor. Hun har bekræftet, at hun ikke er inviteret.
Durek Verrett har også afsløret, at hans kendisveninde Gwyneth Paltrow heller ikke dukker op.