Frank fra Gift ved første blik sætter ord på særligt øjeblik: Det kom bag på ham
Frank og Anette er et af de fem par, der bliver gift for åben skærm i den nye sæson af DR-programmet ”Gift ved første blik”.
Men noget er lidt anderledes for Frank og Anette under bryllupsfesten.
For inden festen for alvor går i gang, påtaler Anette de sædvanlige kysseritualer ved bryllupper over for Frank – dem vil hun nemlig gerne have sig frabedt.
– Jeg er så taknemmelig for, at hun tager den op ude i skoven, hvor hun siger, at hun er utryg ved det her ritual og gerne selv vil bestemme, hvornår vi skal kysse, siger Frank i DRs podcast ”Gift ved først blik podcasten”.
Han er glad for, at de droppede ritualerne, for det gjorde det hele meget mere afslappet under middagen, fortæller han.
Men Frank og Anette kunne alligevel ikke holde læberne helt fra hinanden, da de senere skal sige farvel efter bryllupsdagen.
Her kysser de for første gang.
Og faktisk vidste de slet ikke, at de blev filmet, siger Frank i podcasten. Han blev overrasket, da han efter kysset spottede kameramanden og tænkte, "det var godt fanget".
– Det var dejligt og en bekræftelse på, at vi var på rette vej, siger Frank om han og Anettes første kys.