Sarah Grünewald bliver vært på nyt tv-program: Denne kendte dansker er også med
Sarah Grünewald tog en svær beslutning, da hun sidste år valgte at stoppe som vært på ”Vild med dans”.
Hun er dog langt fra færdig med at lave tv, og nu vender hun tilbage som vært på et helt nyt program.
Sarah Grünewald skal nemlig stå i spidsen for underholdningsprogrammet ”Piano”, der får premiere til efteråret på TV 2.
Her vil hun i fire programmer invitere danskere fra hele landet til at dele deres glæde ved at spille på klaver.
De får mulighed for at spille for tilfældige mennesker på banegårde rundt i landet.
Sarah Grünewald får desuden selskab af en kendt, dansk popstjerne.
Deltagerne får sig noget af en overraskelse, når de finder ud af, at programmets to eksperter, popmusikeren Mads Langer og den verdenskendte pianist Tanja Zapolski, vil lytte med og til sidst invitere én fra hvert program til at medvirke i en storslået koncert.
- Jeg glæder mig helt vildt til, at seerne kan opleve de mange modige danskere, der er mødt op på banegårde for at spille klaver og fortælle deres egen historie. Det er blevet til mange rørende øjeblikke og fortællinger, uanset om de bliver formidlet af en livserfaren 92-årig kvinde, som har spillet hele livet, eller en vanvittig talentfuld niårig dreng, som har spillet i få år, siger underholdningsredaktør på TV 2, Dorte Borregaard, i en pressemeddelelse.
”Piano” med Sarah Grünewald som vært får premiere på TV 2 til november.