Søren Østergaard lever med Parkinson: Sådan går det nu
Zirkus Nemo-direktør Søren Østergaard har haft godt gang i manegen denne sommer med godt 200 forestillinger.
Den 67-årige skuespiller har på trods af sin alvorlige sygdom Parkinson slet ikke droslet ned.
Det er otte år siden, han fik sygdommen konstateret.
Men det blev først offentligt kendt, da Søren Østergaard var hovedperson i TV 2-dokumentaren ”Søren Østergaard - da min hånd begyndte at ryste” i december 2023.
Samme år fik han foretaget en symptomlindrende operation dyb hjernestimulation, som har til formål at mindske hans rysten og stivhed.
Og det har hjulpet. Det forklarer han i bogen, hvor han beskriver, at han kort tid efter operationen følte sig som et helt anden.
Det uddyber Søren Østergaard, da BILLED-BLADET møder ham til bogreception på bogen ”Søren Østergaard – så grin dog!”, der er skrevet af Søren Dahl.
- Det går så godt, fortæller Søren Østergaard lavmælt og fortsætter:
- Udover at jeg har dårlig stemme. Det har jeg altid, når jeg har fri. Så går den helt i stå. Jeg bliver enormt træt.
Sygdommen er selvfølgelig også noget, som Søren Østergaard kommer omkring i bogen, der kaldes for hans livsfortælling.
Bogreceptionen blev meget passende afholdt i Zirkus Nemo-teltet, der i sæsonen 2024 dannede rammen om dets 25-års jubilæum.
Søren Østergaard fortæller i bogen, at hans form for Parkinson er mild, og det ser han selvfølgelig med positive øjne på.
Han forklarer, at hans form for Parkinson rammer ham fysisk, og han kalder det for at være blevet ”kropsgammel”.
Skuespilleren ser sygdommen som et vilkår, han må leve med, fortæller han i bogen ”Søren Østergaard – Så grin dog!.