Huset vender tilbage på DR: Sæson to bliver helt anderledes
Det var en kæmpe seersucces, da DR i efteråret sendte ”Huset” med Sofie Gråbøl, David Dencik, Charlotte Fich og Youssef Wayne Hvidtfeldt i hovedrollerne, og nu er der mere på vej.
Sidste år sagde DR, at man ville afsøge muligheden for at lave endnu en sæson af hitserien, og nu er der gode nyheder til fans af fængselsdramaet.
Sæson to er på vej. Det bekræfter DR over for Ekstra Bladet.
Selv om der er tale om en sæson to, kommer den til at adskille sig markant fra de seks afsnit, der blev sendt i efteråret.
- Hvor etteren fulgte fire betjente, så følger toeren fire indsatte - og selvfølgelig en masse andre karakterer - og så kommer den nye sæson til at foregå i et kvindefængsel, afslører fiktionschef Henriette Marienlund til avisen.
Om det betyder, at Sofie Gråbøl vender tilbage i rollen som Miriam, der afslutningsvis i sæson et skulle i fængsel, vil DR ikke oplyse.
Arbejdet med sæson to er i gang, men ifølge fiktionschefen går der noget tid, før den får tv-premiere.